""

Stine anbefaler...

27.03.21
Lady Bird og Little Women

"Lady Bird" handler om 17-årige Christine (Saoirse Ronan), som går på en katolsk high school i Sacramento og drømmer om at komme på et kreativt kunst-college i New York, hvor voksenlivet for alvor kan begynde. Inden da skal hun dog lige overleve forelskelser, skænderier med sin kritiske og kærlige mor (en fantastisk Laurie Metcalfe) og venindedramaer, der leder frem til den vigtige ”prom night”.

Det lyder måske som enhver klassisk teenagefilm, men Greta Gerwig fortæller coming-of-age-historien på sin egen originale og hjertevarme måde, der er blandet med masser af humor og hjerteskærende dialoger. Du kan ikke lade være med at holde af karaktererne og vil grine og græde med dem til det sidste.

"Little Women" er (endnu) en filmatisering af Louisa May Alcotts berømte roman fra 1868, hvor vi følger de fire March-søstre, der på hver deres måde kæmper for kærligheden og det uafhængige, frie liv. Gerwigs filmatisering adskiller sig dog markant fra romanen og tidligere udgaver, da hun bruger et andet fortællegreb, der giver den et moderne og voksent udtryk.

Fortællingen er centreret om den unge spirende forfatter Jo March (Saoirse Ronan), der forsøger at få sine historier udgivet i storbyen. Gennem flashbacks til Jos barndom får vi fortællingen om de fire søstres ubrydelige bånd og kærlighedsforviklingerne med nabodrengen, Laurie, der inspirerer Jos skriverier. På denne måde spejler filmen Alcotts eget liv på fineste vis i Jos rejse og kampen om kreativ selvstændighed og fri kærlighed for amerikanske kvinder i midten af 1800-tallet.