""

Bente anbefaler...

22.03.21
Mich Vraa og Jesper Bugge Kold: Pigen fra det store hvide skib

"Det var i 1949 eller cirka deromkring..." 

Ved du heller ikke ret meget mere om hospitalsskibet 'Jutlandia', så læs med i Bentes boganbefaling her:

"Jeg er ung nok til at min viden om koreakrigen og 'Jutlandia' baserede sig på Kim Larsens sang og tv-komedien M.A.S.H., så derfor greb jeg med kyshånd chancen for at få udvidet min viden lidt via en historisk roman – "Pigen fra det store hvide skib" af Mich Vraa og Jesper Bugge Kold.

Bogen følger to personer sideløbende: Sygeplejersken Molly Dahl, der i 1951 står på Jutlandia for at sejle mod Korea for at behandle sårede amerikanske soldater, og den koreanske, 11-årige pige Yun der mister sine forældre da hendes landsby sønderbombes.

Det er en barsk historie men også underholdende og velskrevet. Og så har den så absolut givet mig lyst til at læse mere om 'Jutlandia' og koreakrigen, så allerede nu har jeg sat mig i kø til at læse "Jutlandia – skibet var ladet med håb" af Søren Flott og ”Jutlandia – Krig, kald og kærlighed” af Helle Juhl her i 70-året for Jutlandias første togt til Korea"