""

Grethe anbefaler...

11.02.21
Helle Helle: Bob

I Helle Helles nye roman ”Bob” er gymnasiekæresteparret fra Lolland, som vi mødte i romanen ”de”, flyttet til Vanløse.
De bor nu i en etværelses ovenpå tanken, og skal starte et nyt liv. Hun læser på universitetet og har travlt, han indretter lejlighed og prøver at finde sine ben i storbyen.
Det er ikke nemt at flytte fra alt det velkendte derhjemme i Rødby, slet ikke når forsigtige og for ofte udtalte ord om giftermål og børn bliver overhørt af hende.

Læsere af Helle Helle vil nikke genkendende til den minimalistiske realisme. En karklud, der ”hænger over vandhanen som aldrig før” siger mere end 1000 ord. Der bliver som bekendt ikke ruttet med ordene. Det nye er lyriske passager og fortællekonstruktionen. Det er den kvindelige hovedperson, der fortæller om Bob og om alt det, han foretager sig og tænker, selvom hun ikke er tilstede, og i det hele taget er meget lidt tilstede i hans liv.

Læs romanen for den eminente brug af det danske sprog. Den anbefales hermed varmt til alle Helle Helle læsere.