Giv bøger til udsatte børn og unge
Hele januar samler vi bøger ind til foreningen 'Læs for livet'. Du finder indsamlingskasserne på både børne- og voksenbiblioteket
Af Dorte Svendsen
Bøgerne skal være i god stand og egne sig til målgruppen fra 0-23 år. De genrer, som foreningen især ønsker sig, er bøger om dyr, tegneserier – især manga, bøger om krig, gysere, biografier om mønsterbrydere, om rockermiljøer, ungdomsbøger, bøger om biler, jagerfly og traktorer, ungdomsbøger, letlæste bøger til store børn og unge, fantasy og findebøger a la Find Holger og Flunkerne.
'Læs for livet' kan desværre ikke modtage encyklopædier, kasserede biblioteksbøger, DVD’er eller CD’er eller gamle, slidte bøger. Men foreningen vil gerne have bøger på både dansk, engelsk, grønlandsk, spansk, tysk, thailandsk, samt østeuropæiske og mellemøstlige sprog.
Når indsamlingen er slut, sender biblioteket bøgerne til foreningen, som fordeler dem rundt omkring i landet på forskellige børne- og ungdomsinstitutioner, specialskoler, krisecentre eller sociale tilbud.
Formålet er at inspirere med gode fortællinger, hyggestunder og give et afbræk i en nogle gange svær hverdag.
Bliv klogere på foreningen her: https://laesforlivet.dk/