Teknisk Skole i Lemvig
Teknisk Skole i Lemvig

Lemvigere i verden - Marius Gejl

08.03.23
Fra smedelærling i Lemvig til toppen af amerikansk forsikringsverden

JES CARL MARIUS HANSEN 1878-1974

I slutningen af 1890’erne var Jes Carl Marius Hansen i smedelære i Lemvig og tog kurser på Lemvig Tekniske Skole.

På et tidspunkt var han nær kommet i myndighedernes søgelys eller i hvert fald avisernes. En nystartet smed fik sit skilt tjæret over og Marius indrømmede hurtigt, at han havde gjort det.

Smeden med skiltet var nemlig en tidligere kollega og ikke en rar én af slagsen. Han havde konsekvent mobbet og slået smedelærlingene og Marius havde sagt sin plads op på grund af ham.
Smedemesteren var dog glad for Marius. Han fik sin plads igen og den ubehagelige kollega blev formentlig fyret og startede derfor egen forretning.

Marius fik sit svendebrev som vognsmed og rejste herefter ud i verden. Først til Canada, hvor han fik job som ingeniør, selvom han ikke var det af uddannelse. Han skrev hjem, at i Canada lagde man mere vægt på om man gjorde sit arbejde godt end på hvilken uddannelse, man havde.

Han rejste videre til USA og gjorde karriere inden for forsikringsverdenen. Hans speciale var arbejdsskadeforsikring for arbejdere. Marius røg helt til tops i den branche og udlevede den amerikanske drøm. Han blev velhavende og omgikkes de rige og berømte. Han nåede at bo mange steder i USA, blandt andet på en ranch i Montana, en ranch han havde købt af skuespilleren Gary Cooper.

Desværre mistede han alle pengene i 30’erne og han kom aldrig helt på fode igen.

Han nåede dog at sætte sit mærke. I 1913 skrev han bogen “Rules, requirements and universal safety standards”. En bog, der stadig bruges og som Marius’ tipoldebarn havde på sin pensumliste, da han læste til ingeniør mange år senere.

Marius besøgte kun Danmark en enkelt gang efter sin udvandring.

Han døde i Californien i 1974, 95 år gammel.

(I Lemvig gik han under navnet Marius Gejl og i USA kaldte han sig Carl M. Hansen)

Kilder:
Lemvigegnens Lokalhistoriske Arkiv
Mediestream: Læs om Skiltesagen i Lemvig