Herman Bechs boghandel
Herman Bechs boghandel

Lemvigere i verden - grosserer Marius Bech

22.03.23
Boghandlerens søn der var aktiv i England under besættelsen

Marius Bech 1879 – 1973.

Marius Bech var søn af boghandler Herman Bech, som havde forretning i Østergade 8.

Han blev udlært inden for detailhandel og tekstilproduktion i både Danmark, Tyskland og England. I 1911 grundlagde han firmaet Marius Bech & Co. i Manchester. Det succesrige firma importerede halvfærdige bomuldsvarer, som derefter blev forædlet og videresolgt.

Krigsudbruddet i 1939 og tyskernes besættelse af Danmark kom som en bombe for danskerne i England. Marius Bech søgte om optagelse i den engelske udgave af Hjemmeværnet, men blev afvist på grund af alder.
Til gengæld blev han medlem af Det danske råd, som blev oprettet 30. september 1940 i London som organ for de danske i England med genoprettelsen af Danmarks frihed ved aktiv støtte til England som formål. Det danske råd fik størst betydning for dets informations- og rekrutteringsvirksomhed.

Arbejdet gik blandt andet ud på at vende stemningen hos det engelske folk til en positiv indstilling over for Danmark og få alle danskere i England involveret i opgaven, blandt andet via økonomisk støtte.

Marius Bech holdt talrige foredrag om Danmark for at øge kendskabet og interessen blandt både englændere og danskere.

I 1942 fik organisationen en vigtig hovedfigur i Christmas Møller, som det var lykkedes at flygte fra Danmark.

Marius Bech blev boende i England, men beholdt sit danske statsborgerskab. Han døde i 1973.

Kilde: Lemvigegnens Lokalhistoriske Arkiv