""

Hjælp til opgaveskrivningen

26.03.20
Få gode tips til din opgave.

Du kan altid få hjælp til din opgaveskrivning på biblioteket, men der findes også et hav af kilder online i form af artikler, tidsskrifter, e-bøger, podcasts og film. Disse kilder dukker ikke frem ved en Google-søgning, så du skal vide, hvor og hvordan du finder dem:

Book en bibliotekar:

Send dit emne og spørgsmål (gerne så detaljeret som muligt) via kontaktformular her på hjemmesiden, og så svarer vi på mail eller telefon med forslag til forskellige databaser og kilder. 

Du kan også selv orientere dig i bibliotekets forskellige onlinedatabaser, som vi har samlet i en liste her:

Online databaser med digitale kilder:

Bibliotek.dk er en nem og hurtig adgang til forskellige digitale tjenester og e-materialer samlet ét sted. Du kan selvfølgelig også bestille fysiske bøger:

  • Infomedia-artikler
  • Artikler fra online-tidsskrifter
  • Pdf-udgaver af artikler, som ikke længere er online (DBC Webarkiv, står der i posterne)
  • Podcasts

Faktalink kan du finde en introduktion og uddybende information om både aktuelle og klassiske emner. Du får nemt et overblik over relevant litteratur inden for et emne samt links til videre læsning og henvisninger til artikler, bøger, illustrationer, tv- og radioindslag mm. 

Infomedia er Danmarks største artikeldatabase. Her har du adgang til fuldtekstartikler fra danske, landsdækkende aviser som f.eks. Berlingske Tidende, Politiken, Weekendavisen, Jyllands-Posten og Information. Infomedia kan du kun bruge fra bibliotekets computere.

Danmarks Statistik hjælper dig med at finde den danske statistik over befolkning, økonomi, erhvervsliv og samfundets udvikling. I Statistikbanken kan du hente tabeller, og data kan vises i forskellige formater.

Forfatterweb er et elektronisk forfatterleksikon med godt 1000 portrætter af danske og udenlandske forfattere. Her får du også en oversigt over litterære temaer samt litteraturhistorisk indhold med perioder og genrer, hvor forfatterportrætterne sættes ind i en tidsmæssig sammenhæng.

Litteratursiden finder du anmeldelser af aktuelle og klassiske bøger, månedens tema, analyser, forfatterportrætter og litterære debatter.

Historiens Verden en dansksproget historieportal, som dækker hele verdenshistorien fra oldtiden og frem til det 21. århundrede. Her kan du nemt dykke ned i leksikonartikler, temaartikler, biografier, kildetekster og et stort billedkartotek.

Danmarkshistorien dækker Danmarks historie fra oldtiden til i dag, fordelt på 13 kronologiske periodekapitler. Her finder du temaartikler om historiske emner, en kildesamling med ca. 600 historiske kilder i tekst, lyd og billeder, historiske film, historiske quizzer, et interaktivt kort over Danmark 1523-2012 og meget mere.

Mediestream giver dig fri adgang til aviser, der er ældre end 100 år. Indholdet består af hele aviser med digitaliserede helsider. Du læser artiklerne i deres ”oprindelige miljø” af tidsbeslægtede artikler og annoncer.

Filmstriben er bibliotekernes filmtjeneste og et godt sted at søge, hvis du skal bruge en dokumentarfilm som kilde i din opgave.

 

Har du spørgsmål til databaserne eller er du gået i stå i din søgning, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os via formularen Book en bibliotekar.