""

Bliv læsefamilie

01.09.21
Få en pose med spændende oplevelser hver anden måned.

LÆSEFAMILIER – fælles oplevelser og nærvær med familien.

Hverdagen for en børnefamilie kan være fuld af aktiviteter og distraktioner, der gør det svært at få fælles kvalitetstid. 

Lemvig Bibliotek inviterer dig og din familie til at deltage i LÆSEFAMILIER. LÆSEFAMILIER er et gratis tilbud, der gør det nemt at stjæle opmærksomheden tilbage fra alt det i hverdagen, der forstyrrer og komplicerer. 

Efter samme model som kendes fra måltidskasser, kan I som familie blive en del af et Læsefamilieforløb, hvor I hver anden måned låner en ny Læsefamiliepose på biblioteket.

Lån en pose med oplevelser

En LÆSEFAMILIE får hver anden måned en ny pose, der er pakket med læsning, hygge og sjov. En typisk pose indeholder alt lige fra bøger, brætspil og musik til opskrifter, quizzer og overraskelser. Hver pose har sit eget tema, som posens indhold og aktivitet er bygget op omkring. Temaerne er: Natur, Oplevelser, Røverhistorier, Sjov, SoMe, Uhygge, Tegn, Havet, Penge og Mad.

Posen er sammensat, så den aktiverer hele familien og kan i låneperioden tages i små bider, der let kan indarbejdes som små samlende aktiviteter i en travl hverdag. Poserne er sammensat til familier med et barn eller flere børn på 10+.

Alt det praktiske

Tilbuddet udbydes i første omgang til 10 familier. Det er helt gratis at deltage, og pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Selve grundstenen i tilbuddet er en række læseposer, som man som familie kan abonnere på og kan skifte til en ny. 

Poserne lånes to måneder ad gangen og skal hentes og afleveres på Lemvig Bibliotek i den betjente åbningstid.

Tilmelding foregår på mail til Sanne Bitsch Jensen på sanne.bitsch.jensen@lemvig.dk

Skriv også gerne, hvis du har spørgsmål til forløbet.