""

Skolestart og den første læsning

26.07.22
At lære at læse er stort, både for jeres barn og for jer som forældre og det starter jo i virkeligheden længe før første skoledag. Vi står som bibliotek altid klar til at guide og elsker at inspirere jer til gode læseoplevelser. Her på hjemmesiden giver vi jer råd og tips til at understøtte den første læsning. 

Tegn og symboler

Før skolestart kan du hjælpe dit barn, ved at gøre tegn, skrift og bøger til en naturlig del af hverdagen.

Et børnehavebarn kan sagtens lære at genkende tegn – både tal, bogstaver og symboler. Gør opmærksom på tegn, når I møder dem f.eks. på emballage eller i gadebilledet. Børn lærer hurtigt at man kan bruge tegn til at kommunikere og at tegn kan skabe interaktion.

Hvad betyder det, når man sætter en smiley i en sms? Eller når Mor lægger en seddel med et hjerte i madkassen? 

Højt- og samlæsning

Når man læser højt for et barn, lærer man samtidig barnet, hvordan sprog læses. F.eks. når man holder pause ved kommaer og sætninger, eller når man hæver stemmen ved spørgsmål eller udbrud. Du kan også vise, hvad du gør, når man møder et ord, man ikke kender.

I det lange løb har børn, som er blevet læst højt for, både et bedre ordforråd, de skriver bedre og gør det bedre i skolen. Der er også større sandsynlighed for, at de læser mere på egen hånd.

Selvlæsning

Når barnet selv skal til at læse, kan du støtte barnet ved at tale om bogen både før, under og efter læsning.

Før læsningen kan I tale om bogens forside. Hvad er titlen, og hvad forestiller illustrationen? Hvad mon bogen handler om?

Under læsningen kan du hjælpe, hvis barnet går i stå. Er der billeder på siden, som måske kan fortælle noget om ordene? Måske hjælper det at sige bogstavernes lyde eller dele ordene op i stavelser? Tal gerne om det, hvis historien minder barnet om noget, som I har oplevet.

Efter læsningen kan I tale om bogen sammen. Har I læst andre bøger om samme emne? Læs gerne bogen igen, og bring den på bane, hvis I oplever noget, der minder om. ”Åh ja, det var jo ligesom i bogen, du læste…”

I kan se guide til bøgernes sværhedsgrad på Læsesporet.